post

Så er surdejen blevet testet af og sikke et resultat, jeg var så glad bagefter.
Er første gang jeg har bagt et brød som var så luftigt, sprødt og saftigt, også på dag 2.
Så vil helt klart anbefale andre at prøve det af.
Opskriften på surdejen kan du finde ved at trykke her. Husk den skal laves 4-7 dage før den skal bruges.

Dette brød er meget simpelt, men det skal man skam ikke tage fejl af. Dejen er meget blød og klistret når man sætter det til at hæve, jeg overvejede selv om der skulle mere mel i men tog chancen og undlod heldigvis. Brødet blev perfekt!

Du skal bruge:

  • 4½ dl vand
  • 1 dl surdej
  • 5 g gær
  • 650 g Ølandshvedemel sigtet
  • 15 g havsalt

Dag 1:
Vand (kun 3½ dl), surdej og gær røres sammen. Tilsæt salt, mel og pisk dejen sammen på en røremaskine.
Først ca. 3 minutter på lav hastighed og derefter ca. 15 min på fuld hastighed.
Tilsæt den sidste dl vand lidt efter lidt. I bogen anbefaler Meyer godt nok at man laver en glutentest af sin dej, men jeg synes det var umuligt da dejen var så blød, så jeg satsede.
Smør en plastskål med lidt rapsolie og kom dejen deri og dæk skålen med husholdningsfilm.
Sæt den på køl i 20-22 timer.

Dag 2:
Vend dejen ud på et meldrysset bord, del den forsigtigt på midten og kom brødene på en meldrysset plade og lad dem hæve 1 times tid.

Kom en bagesten i ovnen og varm ovnen op til 250 grader almindelig ovn.
Det tager ca. 20 minutter inden stenen er ordentlig varm.
Kom forsigtigt brødene over på bagestenen og bag dem ca. 20-25 minutter.
Lad dem derefter køle af på en bagerist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *