post

Sidste weekend havde vi nogle venner på besøg til brunch.
Efter vi har fået Oliver, er vi begyndt at bruge det med at invitere på brunch i stedet for at det er til aftensmad.   Når det er om formiddagen kan ungerne lege og man kan evt. komme ud at gå en tur.
Vi synes ihvertfald det giver en mere afslappet dag når man har små børn.

Denne gang havde jeg været i mine gamle opskrift bøger for at blive inspireret lidt.
Jeg fandt en lille folder jeg havde gemt med nogle forskellige brød opskrifter.
Det brød jeg valgte har jeg kigget på før, men synes det var for omstændigt da det skulle hæve flere gange og en af gangene 2 timer. Så jeg syntes hurtigt det kom til at tage alt for lang tid.
Jeg gav det alligevel et forsøg i weekenden, men lavede om på forløbet så det var mere enkelt.
Brødet fik stor ros af gæsterne om søndagen, så nogle gange kan det godt svare sig at eksperimentere lidt.

Ud over brødet bagte jeg også nogle mini chokolade muffins, opskriften på dem kommer senere på ugen så i har lidt lækkert til weekenden.

Til brødet skal du bruge:

  • 25 g gær
  • 4 dl vand
  • 3 dl øl, ale eller porter
  • 12 g salt
  • 400 g fuldkornsspeltmel
  • ca. 600 g hvedemel

Udrør gæren i vandet.
Tilsæt de andre ingredienser, men kun 1/3 af hvedemelet.
Lad dejen forhæve i ca. 30 min.
Tilsæt derefter resten af hvedemelet og lad dejen blive æltet godt igennem i ca. 10 min.
Dæk skålen til med staniol og sæt den i køleskabet natten over.
Næste dag formes dejen til et rundt brød og sættes til hævning i 30 min.
Derefter pensles brødet med vand og der snittes et ternet mønster med en skarp kniv.

Bag brødet ved 200 grader i ca. 45-50 min.
Jeg kom en bradepande med varmt vand i bunden af ovnen for at skabe damp da det skulle gøre brødet mere svampet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *