post

Så er der allerede gået endnu en weekend. Jeg synes tiden flyver afsted, men der er også travlt både på arbejde og der hjemme så det er der nok ikke så meget at sige til (o:
Håber alle har nydt weekenden ligesom os?
Vi forkælede os selv med en tur på vores yndlings restaurant, Vedelsborg som ligger i Vejle.
Den vælger vi som regel når det skal være ekstra lækkert og en aften uden Oliver.
Denne gang levede som altid op til forventningerne. Vi fik 4 forskellige små retter med tilhørende vine. Det vi synes der er lækkert ved denne restaurant er at maden er så flot anrettet og alt bliver fortalt om ned til mindste detalje. Man kan mærke at han virkelig er passioneret for det han laver.
Får i lyst til at besøge Vedelsborg kan i komme ind på deres hjemmeside her.

Søndag stod menuen på denne lækre Laksetærte som vi vil dele med jer. Vi synes det kan være svært at få fisk på menuen hver uge i forskellige versioner, så jeg har siddet og kigget efter nogle nye opskrifter for at få lidt inspiration og denne tærte var et hit. Den er nem, dejlig frisk og jeg synes det var sjovt at prøve at bruge birkes på en helt ny måde, ihvertfald ny for os. Vi kogte lidt gulerødder som vi fik til for at få lidt flere grøntsager.

Bund:

  • 100 g grahamsmel
  • 100 g hvedemel
  • 50 g olie
  • 50 g fromage frais
  • ½ dl vand
  • ½ tsk. salt

Bland alle ingredienser sammen til du har en lækker dej og kom den i køleskabet.
Lav en gerne flere timer før eller aften før hvis det hjælper lidt på tidsplanen i hverdagen.

Fyld:

  • 400 g laksesteaks i terninger
  • 30 g birkes + 1 spsk. til drys
  • salt og peber

Æggemasse:

  • 3 æg
  • 4 dl fromage frais
  • 3 forårsløg
  • 1 stort bundt dild
  • revet skal af en usprøjtet citron
  • salt og peber

Start med at rulle dejen ud så den passer til den tærteform du vil anvende.
Smør formen med lidt olie og kom dejen i formen.
Forbag tærten ved 200 grader i almindelig ovn i ca 15-20 min.
Laksen krydres med salt og peber og vendes rundt i de blå birkes.
Bland ingredienserne til æggemassen og hæld det i den forbagte bund.

Laksen fordeles og trykkes let ned i æggemassen.

Drys med birkes og bag tærten ca. 30 min ved 200 grader, eller til æggemassen har sat sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *