post

Onsdag = fridag(o: Havde den dejligste fridag. Martin skulle først møde kl 9 så vi kunne nyde morgenmaden sammen alle sammen og det mest fantastiske, Oliver havde sovet HELE natten.
Han har i en lang periode vågnet mellem 3-5 gange om natten så man bliver så lykkelig når man vågner næste morgen og opdager at han har sovet igennem.
Det giver mere energi og overskud så håber det er hans nye stil(o;
Ellers blev dagen brugt på en hyggelig tur i Bilka, en gåtur i det dejlige vejr og der blev leget med nogle nye biler vi kom til at købe i Bilka.

Nu skrev jeg jo den anden dag om ideer til aftensmaden og fik selv lyst til at lave boller i karry i onsdags. Jeg synes det var en stor hjælp at jeg allerede fik rørt farsen sammen om morgen, så da vi skulle til at lave retten færdig var det utrolig simpelt. Jeg har tit gået udenom boller i karry da jeg synes det tog for lang tid nu man har Oliver, men på denne måde var det ingen sag.

Kødboller:

  • 500 g svinefars
  • 1 æg
  • 2½ dl mælk
  • 1 dl mel
  • ½ dl havregryn
  • 2 gulerødder
  • 1 løg
  • 2 tsk, salt
  • frisk kværnet peber

Riv løget og gulerødderne. Kom alle ingredienserne i en skål og rør det rigtig godt sammen,
gerne i nogle minutter. Jeg anvendte min køkkenmaskine da det er så nemt.
Kom farsen ind i køleskabet og lad den stå i min. 30 minutter gerne længere.
Find en gryde med en stor flade og kom ca. en liter vand i.
Når vandet koger, dypper du en ske ned i vandet og former derefter en bolle, kom bollerne i vandet efterhånden som du får dem lavet, men lav kun et lag.
Lad kødbollerne koge i ca 12 min, til de føles faste.
Brug en hulske til at få bollerne op af kogevandet og hæld vandet i en beholder så du har det til sovsen.

Sovs:

  • 15 g smør
  • 1½ æble
  • 1 løg
  • 3-4 tsk. karry
  • 2 spsk. mel
  • 5-6 dl kogevand fra kødbollerne
  • 1 okse bouillon
  • lidt sukker
  • lidt persille til pynt

Hak løget fint og skær æblerne i små tern.
Smelt smørret og kom løgene i gryden, lad dem blive blanke.
Tilsæt derefter æblerne og karryen.
Når det har svitset lidt tilsættes melet.
Når det er optaget tilsættes kogevandet lidt efter lidt til du synes sovsen har den rette konsistens.
Tilsæt en bouillon terning samt lidt sukker.
Kom kødbollerne tilbage i sovsen og lad retten simre lidt.
Server med bulgur og pynt med lidt persille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *